Dansk Optisk Selskabs Juniorpris


Sat 08-07-2006
Dansk Optisk Selskab (DOPS) vil årligt uddele en juniorpris ved selskabets årsmøde.



Kandidater til prisen er dimittender fra danske højere læreanstalter, og bedømmelsen vil blive baseret på et skriftligt afgangsprojekt eller tilsvarende, det være sig et Master-, Eksamens-, Bachelor- eller del A-projekt. Beløbet vil blive stillet til rådighed af et firma, som typisk er en leverandør eller en producent med relation til optikken. For året 2006 vil prisen udgøre kr. 3.000,-, der er stillet til rådighed af firmaet Hamamatsu ved Lars Koldbæk. Prisen overrækkes ved en højtidelighed på DOPS’ årsmøde d. 23. november 2006 på Danmarks Tekniske Universitet.

DOPS vil nedsætte en komite bestående af to personer udpeget af DOPS’ bestyrelse, hvilket kunne være bestyrelsesmedlemmer eller andre DOPS medlemmer. En repræsentant for firmaet, der sponsorerer prisen det pågældende år vil blive tilbudt at indtræde i denne gruppe, dersom firmaet ønsker dette.

Der vil blive udsendt en opfordring til specielt udpegede kontaktpersoner på:
AU, DTU, SDU, KU, AUC, RUC, RISØ og eventuelt andre institutioner, der uddanner og deltager i uddannelsen af kandidater med relation til optikken. Den pågældende kontaktperson vil stå for at viderebringe information om juniorprisen på institutionen samt derefter have mulighed for at udvælge en kandidat med et afgangsprojekt, der er relateret til ”optik.” Kontaktpersonen foranlediger, at der indsendes en begrundelse for indstillingen, der skal udgøre max. én side samt en kopi af afgangsprojektet, der indsendes til DOPS’ formand inden den 1. oktober. Indstillingerne videresendes til bedømmelseskommissionen. Skulle afgangsprojektet involvere flere deltagere, deles beløbet ligeligt mellem disse.

Komiteen vil samles om evaluering af de indsendte bidrag og udvælge det, der bedst opfylder de følgende krav:
  • Projektet skal være relateret til optik
  • Kandidaten skal dimittere fra en dansk institution
  • Der skal ikke lægges stor vægt på det videnskabelige aspekt i projektet, idet det ofte afspejler vejlederens rolle
  • Den faglige beskrivelse af problemstillingen skal vurderes højt
  • En ”medleven” og et fagligt engagement eventuelt med egne bidrag skal ligeledes vurderes højt
  • En god skriftlig fremstilling vil tælle positivt. Dette gælder både sproget samt lay-out’et.


Prisvinderen, forventes at give et kort indlæg på DOPS’ årsmøde om sit projekt og sine erfaringer under projektarbejdet efter tildelingen.

Steen G. Hanson

Formand for Dansk Optisk Selskab