Lyset kan diagnosticere


Mon 16-05-2005
Lyset kan diagnosticere
Ny optisk skanning sender COM længere ind i biomedicinsk forskning.

På tværs af faggrænser har COM og Forskningscenter Risø samarbejdet om udviklingen af en netop færdigbygget optisk skanner, som skanner i realtid.



På tværs af faggrænser har COM og Forskningscenter Risø samarbejdet om udviklingen af en netop færdigbygget optisk skanner, som skanner i realtid. Torsdag d. 21. april blev skanneren installeret på COM, hvor den nu skal forbedres ved hjælp af optisk teknologi. Optical Coherence Tomography, OCT, er en forholdsvis ny teknik, der anvender lysstråler til at skanne i biologiske prøver.

Teknologien bag kan sammenlignes med ultralyd. En optisk skanning foregår blot med lys i stedet for lyd. Det er lige så uskadeligt, men giver en meget højere opløsning på det billede som bruges til diagnosen. Ifølge holdet bag teknologien, er billedopløsningen tæt på det, som mikroskoper viser.

Det væv, der skal analyseres, belyses med infrarødt lys. Apparatet måler det lys, der bliver reflekteret og danner billeder af vævets struktur ud fra målingerne. Vævet bliver optisk ”skåret” i skiver, som vises i realtid på en computerskærm.

En optisk biopsi kan for eksempel give nogle af de samme informationer som når kirurgen svinger kniven for at få en biopsi til nærmere undersøgelse af om der er cancer i de indre hudlag.

Det er specielt ph.d. studerende Michael Frosz og Peter Falk, der arbejder med at udvikle nye lyskilder til hudskanning med OCT. Lyskilder er kernen i et OCT systemet, og netop grunden til at det er COM, der ellers arbejder med kommunikationsteknolgi, der har taget del i arbejdet.

”I vores projekt udnytter vi COM’s førende rolle inden for såkaldte krystal fibre, til at lave lyskilder baseret på en billigere og meget kompakt lyskilde. Omkostninger vil kunne mindskes 10 til 100 gange. Og så er det pludselig muligt at anvende OCT med høj opløsning i klinikken”, forklarer Michael Frosz.